Skal jeg vælge paryk eller hovedbeklædning?
Jeg oplever, at mine kunder ofte fortryder, hvis de vælger at købe en hovedbeklædning i stedet for en paryk. De vender gerne tilbage for at få en paryk. Derfor anbefaler jeg altid, at du vælger en paryk, for har du først valgt en hue eller et tørklæde og fået tilskud til det, kan du ikke få tilskud til en paryk på et senere tidspunkt.
Kan jeg prøve en paryk, mens jeg stadig har mit eget hår?
Du kan sagtens prøve en paryk, mens du stadig har dit eget hår.
Er du startet i kemoterapi, vil jeg anbefale dig at prøve en paryk så hurtigt som muligt, så du stadig har overskud til at tage stilling til dit hår. Udvalget af parykker og hovedbeklædning er enormt stort, så du har mange valgmuligheder, og det kan godt virke uoverskueligt, når kemoterapien for alvor begynder at tappe dig for energi.
Omvendt skal du også føle dig klar til at prøve en paryk. For mange kommer det som et chok, når de får at vide, at de vil miste deres hår. Måske bliver du vred eller ked af det. Du skal lige have lidt tid til at bearbejde de følelser, inden du kan forholde dig til dit nye udseende og vælge en paryk, som du vil blive glad for. For mange er det nemlig meget grænseoverskridende at prøve en paryk, fordi vores hår er så stor en del af vores personlighed.
Til gengæld kan det også være en lettelse, når du endelig har truffet en beslutning om dit nye hår eller tørklæde – især fordi du så kan have det liggende derhjemme klar til den dag, hvor det bliver nødvendigt.
Skal jeg få mit eget hår klippet af?
Om du skal klippe dit eget hår af eller ej er helt op til dig selv. Mange vælger at klippe deres eget hår af, så snart de begynder at fælde mere end normalt. Det kan være træls at se på en masse løse hår, der ligger på ens tøj, og det er bare en påmindelse om, hvad der er ved at ske. Er dit hår kort, vil det ikke være helt så synligt, at du er begyndt at fælde.
Det er lidt af en tillidssag at blive klippet, når du har udsigt til at miste håret. Måske vil du reagere ganske voldsomt rent følelsesmæssigt, når du ser dit nye udseende i spejlet. Alene af den grund lader mange kræftpatienter sig klippe af en i deres familie hjemme i vante rammer.
Men der er også mange frisører, som gerne vil hjælpe dig. Jeg vil også gerne hjælpe dig, så du er velkommen til at kontakte mig på 51 18 41 92 for at få en snak om, hvad der er bedst for dig.
Når du får dit hår klippet af, vil jeg anbefale dig at lade 1½ centimeter være tilbage. Bliver du klippet hos en frisør, kan hun forme det tilbageværende hår som en frisure, så du stadig har lidt tid til at vænne dig til tanken om, at du er ved at miste dit hår.
Hvor lang tid tager det at få en paryk?
Normalt får du din paryk med hjem samme dag, som du konsulterer mig i min salon. Jeg har altid et stort udvalg af parykker på lager, så vi sammen kan finde en, der lever op til dine ønsker. Parykken kan jeg også klippe til, så dit nye hår bliver lige, som du ønsker det.
Det foregår i rolige og trygge rammer, hvor der er god tid til at finde den helt rigtige paryk til dig. Jeg har kun én kunde ad gangen i min salon, så du skal bare huske at bestille en tid, når du føler dig klar til at prøve en paryk. Det kan du gøre ved at ringe til mig på 51 18 41 92.
Skal jeg tage særlige forholdsregler når jeg bruger paryk?
Vælger du en fiberparyk, som langt de fleste gør, skal du være opmærksom på, at den ikke kan tåle høj varme. Håret vil begynde at smelte, så pas på med at opholde dig i nærheden af stearinlys, brændeovne og meget varme ting i et køkken. Hvis du skal lave mad, hvor du fx kan komme til at læne dig ind over en gryde med kogende vand, bør du tage et tørklæde om hovedet for at undgå, at der sker noget med din paryk.
En fiberparyk kan heller ikke tåle at blive tørret med en føntørrer. I stedet skal du lade den lufttørre på et parykstativ. Det kan tage op til 10 timer for en fiberparyk at blive tør, så det kan kræve lidt planlægning, når den trænger til at blive vasket.